Ugens bogstav: D

Ugens bogstav er D og for mig ville det være meget nærliggende at vælge D for dessert og skrive et indlæg om mit passionerede forhold til dessert – jeg elsker jo kager og søde sager. Men nej, jeg har valgt D for durum.

Durum er en særlig hvedeart, der  ikke egner sig til almindelig brødbagning. Tilgengæld er den meget velegnet til pasta, pizza og brød med sej og hullet krumme. Ydermere bruges durumhvede til couscous. Når man bruger durum, får man et gulere og hårdere produkt. Durum er en hård hvede, der har et højere proteinindhold end almindelig hvede. Den dyrkes især i Middelhavslandende, Indien samt Nord- og Sydamerika, og bidrager med omkring 5% til verdens samlede hvedeproduktion. Herhjemme dyrkes der durumhvede på øen Ven og på Bornholm.

Den videnskabelige klassifikation: Når man snakker om durumhvede befinder man sig i planteriget, den dækfrøede division, den enkimbladede klasse, i græsordenen og under græsfamilien, i slægten Triticum. Sådan cirka!

Jeg er stødt på nedenstående opskrift på hjemmelavet pasta. Man skal godt nok bruge en pastamaskine, men mon det ikke er muligt at lave ved hjælp af en simpel kagerulle? Jeg vil i hvert fald forsøge!

Ingredienser: 300 gram durum hvedemel, 3 hele æg, 1 spiseske olie.

Fremgangsmåde: Melet hældes i en skål. Æggene slås ud og tilsættes sammen med olien. Ingredienserne røres sammen med en gaffel. Når melet har opsuget æggene, æltes dejen godt igennem med hænderne i cirka 10 minutter. Den skal være blank, elastisk og have en passende sejhed. Tilsæt lidt vand, hvis den er for fast og tilsæt lidt mel, hvis den er for fugtig og klistret. Lad dejen hvile i cirka 10 minutter og rul den derefter ud ved hjælp af en pastamaskine. Dejen rulles igennem pastamaskinens valser op til syv gange, så der dannes tilpas tynde plader. Dejpladerne ligges til tørring på køkkenbordet i cirka 30 minutter inden de skæres i tynde strimler. Pastaen kan opbevares i køleskabet spredt ud på en bakke, så strimlerne ikke klumper sammen. Pastaen koges i 2-3 minutter i rigeligt letsaltet vand med lidt olie.

Smagsvarianter kan evt. laves, for eksempel spinatpasta: 200 gram frisk spinat skylles, stilkene nippes af og spinaten blancheres i lidt vand. Spinatbladene blendes og tilsættes melet sammen med æg og olie. Ellers er fremgangsmåden den samme som beskrevet. Opskriften kan også lavet med 100 gram frossen spinat, der tøs op og blendes.

Velbekomme!

Dette indlæg blev udgivet i Uncategorized. Bogmærk permalinket.

Skriv et kommentar