Når man er sulten for sjov

Fra Øko-bloggen: http://www.urtekram.dk/no_cache/blogdetaljer/article/446/368/category/95/

Og nej, jeg vil IKKE skrive et indlæg om KiMs Chips – læs roligt videre!

Der er efter min mening flere måder at være sulten på – for alvor eller for sjov, eller med andre ord; sulten efter måltider eller snacks. Inden for snacksulten er der så ydermere den sunde og den usunde snacksult – hver ting til sin tid. Det er meget vigtigt… HVER TING TIL SIN TID!

Når jeg er sulten for sjov kan jeg have hang til Irmas frugtbrød, der er et økologisk nøglehulsmærket fuldkornsrugbrød med figen og mandel – mums det er godt og så rimelig sundt samtidig. Dette brød behøver efter min mening ikke noget tilbehør ud over en dejlig kop te eller kaffe. Lagkagehusets rugbar, en rugbrødslignende bar med rosiner, minder meget om frugtbrødet og er et udmærket alternativ, specielt når man arbejder lige ovenover en af Lagkagehusets butikker, men men men den er simpelthen for dyr – 18 kroner (så vidt jeg husker) for en enkelt rugbar, mod 18 kroner for 500 g frugtbrød fra Irma!

Urtekrams økologiske snack bar med græskarkerner og honning er på det sidste også blevet en af mine favoritter til at stille den lille eftermiddagssult. Snack baren er helt simpelt lavet af græskarkerner og honning, og har en dejlig naturlig, sprød og sød smag – jeg er helt solgt. Jeg er specielt faldet for den, fordi den, modsat de fleste andre af den slags barer, ikke indeholder nødder. Og som allergiker er det jo alfa omega. Snack barerne ser så sunde ud, at jeg får lov til at beholde dem for mig selv hjemme i køkkenskabet – det er rart, da snacks normalt forsvinder ud af skabet lige så hurtigt som de kommer ind!

Hvis man uheldigvis skulle være løbet ind i den usunde snacksult, kan jeg varmt anbefale at kaste sig ud i Urtekrams økologiske blåbærsnitter. Blåbærsnitterne er sprøde kagebunde med en dejlig blåbærfyld imellem. De findes også i en hindbærvariant og begge er underskønne.

Sidder lige nu og gnasker i et æble… Frisk frugt og grønt er selvfølgelig også et perfekt mellemmåltid!

Velbekomme og sjov & ballade!

Dette indlæg blev udgivet i Uncategorized. Bogmærk permalinket.

Skriv et kommentar